Tilflytterarrangement: Tilflyttertur

Er du nylig tilflytter og ved at lære kommunen at kende? Så kom og deltag i vores kommende tilflyttertur, hvor vi tager rigtig pænt imod dig og din familie med velkomst og oplevelsestur i udvalgte dele af vores skønne område.

 

Lørdag den 29. oktober 2022 kl. 9.00
Kulturhuset Bispen
Bispebroen 3 – 6100 Haderslev

 

Program

Kl. 09.00: Borgmester Mads Skau byder velkommen med overrækkelse af borgerbreve. Alle modtager en velkomstpose med programmer, informationer og events. Vi synger fra højskolesangbogen, inden tilflytterne deles i to grupper.

Børnefamilieturen har fokus på leg og opdagelse i Kulturhuset Bispen som er vært for aktiviteter i børnehøjde. Der er indlagt frokost og forfriskninger kl. 12. Børnefamilieoplevelsen slutter umiddelbart efter frokosten – ca. kl. 13.00.

Den klassiske tur appellerer til det voksne publikum med guidet byvandring i Haderslev indre by, hvor der bliver lejlighed til kortvarigt at se enkelte seværdigheder, herunder den gamle bydel og domkirken, efterfulgt af en guidet bustur med fokus på sightseeing gennem dele af kommunen. Der er indlagt frokost og forfriskninger på Tørning Mølle.
Den klassiske tur er tilbage ved Rådhuset igen ca. kl. 15.30.

Planlægning

Af hensyn til planlægningen er det vigtigt, at du tilmelder dig turen via dette link til kommunens hjemmeside: www.haderslev.dk/tilflyttertur.

Bemærk at der er tilmeldingsfrist den 17. oktober 2022.

 

Vi ser frem til at byde alle tilflyttere officielt velkomne med mulighed for at vise lidt rundt i Haderslev.

Bemærk:
Alle nylige tilflyttere modtager en invitation til tilflytterturen via e-Boks.

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin