Search
Close this search box.

LEDON leger med hele verden

I 50 år har den familieejede legepladsproducent LEDON fra Arnum i Gram designet, udviklet og produceret legeredskaber til skoler, boligforeninger, grønne områder, vuggestuer og børnehaver til både ind- og udland.

I 50 år har den familieejede legepladsproducent LEDON fra Arnum i Gram designet, udviklet og produceret legeredskaber til skoler, boligforeninger, grønne områder, vuggestuer og børnehaver, både til det danske marked, men også i Australien, Brasilien, Kina, USA, Congo, Europa, Skandinavien og sågar på Maldiverne leger børn i LEDONs legemiljøer.

– Min farfar solgte oprindeligt tre-hjulede cykler og så på sine besøg hos sine kuder, at der var et hul i markedet or legeredskaber. Han fik den ide, at han ville lave et modulært system til legepladser. På den baggrund grundlagde han LEDON for 50 år siden, der dengang hed ’Pædagogisk Legeredskaber’. Da han fik brug for mere plads, købte min farfar den gamle skole i Arnum til produktion, hvorfra vi fortsat producerer vores redskaber, fortæller Simone Donbæk, der er 3. generation og marketingchef i LEDON.

LEDON leger med hele verden

En modvægt til den digitale barndom

LEDON sælger sine produkter til i alt 42 lande og havde rekordomsætning i 2017 og 2018 i en tid, hvor det digitale liv foran skærmen er en del af mange børnefamiliers hverdag.

– Rigtig mange børn sidder med en iPad i dag og derfor tror vi også, at legen er mere vigtig end nogensinde før. Børn bruger meget tid bag en skærm og deres barndom er meget digital. Vi tror på, legen er vigtigt, for børn skal møde andre børn i det virkelige liv for bl.a. at udvikle sociale kompetencer. Vi tror, at der kommer en modtrend, hvor man anerkender den frie leg, hvad den kan og hvordan den udvikler børn fysisk, kreativt, kognitivt og socialt, forklarer Simone Donbæk.

Netop børns nye krav til deres fritid er noget, LEDON har fokus på.

– Børn vil ikke have det samme i dag, som de ville for 50 år siden. LEDON skal selvfølgelig også fremadrettet være opmærksomme på, hvordan vi gerne vil lave legeredskaber for fortsat at være relevante. Jeg tror, at legemiljøer vil bevæge sig mere hen imod at danne rammen om legen og ikke nødvendigvis skabe legen. Om det så er via en app, der skaber legen på en legeplads, om børnene går helt tilbage til den traditionelle, fantasifulde leg eller om man kan bruge en selvlysende legeplads om aftenen vil tiden vise, siger Simone Donbæk.

Nem tilgængelighed i et lokalt samfund

For to år siden etablerede LEDON en ny afdeling i Kolding, hvor salg, markedsføring og produktudvikling foregår, men det er ikke på tale at flytte produktionen fra Arnum, dels grundet specialiserede og lokalt funderet medarbejdere.

– De ca. 20 ansatte fra lokalområdet, vi har i Arnum, er dem, der i sidste ende skal lave produktet, som er et meget specialiseret håndværk, der kræver en lang oplæring. Vi har nogle meget dygtige medarbejdere, som vi ikke bare kan erstatte, hvis vi flyttede produktionen. Og det betyder selvfølgelig også noget for LEDON, at vi kan tilbyde arbejdspladser og være med til at holde liv i et lokalområde, forklarer Simone Donbæk.

Et tæt samarbejde med lokale aktører og kommunen er også en af grundene til, LEDO forbliver i Arnum.

– Grundtanken i LEDON er, at vi laver sjove legeredskaber, der udvikler børn og gør børns drømme til virkelighed. Det gør vi sammen med børn ved at tale med dem om deres drømme og universer og om, hvordan de synes, den fedeste legeplads skal se ud. I den forbindelse er vi meget glade for, vi har et særdeldes fremmeligt samarbejde med den lokale børnehave NOBI i Arnum. Man kender hinanden i et lille samfund og der er nem adgang til at besøge de lokale børn. Jeg er selv blevet passet af Poul og Cindy fra Arnum, som nu hjælper os med at udvikle legeredskaber til fremtidens børn ved at låne børnene til dialog med os. Det er bl.a. det, som det lokale kan, som kan være svært at finde andre steder, siger Simone Donbæk.