Hans Plesner Drud er indehaver af Home. Han er født og opvokset i Vojens og fremhæver de gode idrætsfaciliteter, fornuftige huspriser og trygge omgivelser som noget af det, der trækker tilflyttere til Vojens og Gram. Vi har stillet Hans Plesner Drud tre skarpe spørgsmål om boligmulighederne i området vest for Haderslev.
Hvordan bor du selv?
– Jeg bor vest for Vojens på et nedlagt landbrug med min kone og fire børn i en lille landsby, der hedder Kolsnap mellem Skrydstrup og Gram.I 1996 købte vi ejendommen med lidt jord og skov. Drømmen om lidt dyr og de frie omgivelser var en væsentlig beslutning for købet.
Hvad kendetegner området omkring Vojens?
– Vojens er en stationsby og i starten af 1900-tallet kom flere erhvervsvirksomheder til byen på grund af jernbanen, f.eks. slagteriet og køleskabsfabrikken Brdr. Gram. Vojens og de omkringliggende mindre byer fik mange tilflyttere og var de efterfølgende årtier i en rivende udvikling, herunder også Flyvestation Skrydstrup. Vojens by blev hurtig udbygget med deraf nytænkning af villakvarterer med stisystemer til skoler, grønne områder og masser af tilbud for fritidsaktiviteter til børn og unge. Det har hængt ved, så børnefamilierne stadig kan leve et aktivt og trygt liv her. Vojens har rigtig gode fritidsaktiviteter med alt fra svømmehal, isarena, speedway, et godt nærmiljø og fantastiske grønne områder og store skove ved Pamhule og Tørning Mølle, Vedsted Sø samt Stursbøl Plantage. Området omkring Vojens er kendetegnet ved mange mindre byer som f.eks. Simmersted, Nustrup og Sommersted. Her finder man ligesom i Vojens ildsjæle, der gør de mindre byer interessante at bosætte sig i. Derudover ligger området ved Vojens og mod Gram centralt for mange familier som pendler til såvel mod syd til Tønder, vest mod Esbjerg og nord mod Kolding. Her er gode pasningsmuligheder og skoler og ikke mindst huse til fornuftige penge.
Hvad kendetegner området omkring Gram?
– Gram er en gammel slotsby, der er bygget op om en gammel bykerne med mange fine velbevarede rødstensvillaer. Byen har et varmt nærmiljø, et godt kulturliv via blandt andet Gram Slot og et stort udbud af fritidsaktiviteter ved Gram Fritidscenter med svømmebad. Området er også her kendetegnet ved mindre byer omkring Gram, hvor der også findes et aktivt foreningsliv med ildsjæle f. eks. Fole og Arnum og ikke at forglemme det naturskønne område ved Enderupskov. Når jeg sælger huse i området omkring Vojens og Gram, er det ofte til nogle, der tidligere har haft en relation til området. Men jeg sælger også til tilflyttere, der ikke kender området i forvejen der er faldet for prisen, de gode lokale forhold ved, at de bosætter sig i eller nær en lille, folkelig by og har nem tilgang til omkringliggende vejnet af hensyn til jobbet.
Se ledige byggegrunde i Vojens/Gram her.